Kumihimo

Japansk bånd- og snorevævning

OPSKRIFTER

  • Rundt spiralsnoet bånd med 2 farver
  • Rundt spiralsnoet bånd med 3 farver
  • Rundt spiralsnoet bånd med 4 farver
  • Firkantet bånd
  • Fladt bånd
  • Fladt bånd med hjerter

LIDT HISTORIE
Kumihimo-teknikken er formodentlig opstået i Korea, hvorfra den er nået til Japan i løbet af det 8-900 tallet. I Japan udviklede man denne teknik til perfektion. Inden lynlåsen og andre moderne lukkemekanismer blev opfundet, havde man god brug for snore og bånd til at holde styr på klædedragten. Samuraierne brugte mange bånd, både til dragt og våben. Snorene har også været brugt ved religiøse ceremonier og som pynt.

VÆVEN
I Japan væves båndene på flere forskellige typer af væve. Den mest almindelige væv hedder maru-dai, det betyder det runde redskab. Det er en rund plade (spejlet) med hul i midten på 4 ben. Den ligner mest af alt en taburet. Pladen er ubehandlet, men pudset så den er helt glat. Fra ca. midt på pladen skråner det ned mod hullet, som er ca. 2 til 4 cm i diameter. Garnet er oplagt på trisser (tama). Vægten på trisserne kan veje fra 35 gram og op, de mest brugte trisser er på 70 eller 100 gram. Den vævede snor vokser ned gennem hullet, tynget af en kontravægt. Det er forholdet mellem trissernes vægt og kontravægten, der bestemmer snorens fasthed. Man kan købe maru-dai’er i bl.a. England og Sverige, eller man kan få en trædrejer til at lave sig en. Det svære er trisserne. De har en kærne af bly, og vægten skal være nøje kaliberet. Trisser skal konstrueres således, at de ikke tipper eller snurre rundt. Det er en nydelse at få fat i en rigtigt maru-dai og gode trisser.

Traditionelt er væven ca. 40 cm høj, for i Japan væver man liggende på knæ, vi foretrækker at sidde på en stol. Man skal lave sin væv i en højde, der giver en god arbejdsstilling. I stedet for trisser kan man bruge maskinbolte, som fås i mange størrelser, filmruller med tungt fyld eller andet. Der væves med fire eller flere trisser. Altid et lige antal. 32 trisser er som regel maximum for en almindelig maru- dai væv. Som midterlod kan man bruge strandsten med huller, eller en lille (silke)pose med sand, lodder eller andet tungt materiale.

Det er også muligt at lave bånd og snore på en papskive med hakker. Man holder papskiven i den ene hånd, og væver med den anden . Nu er vi midt i en virkelighed, hvor de fleste af os kan være med. Man skal ikke lade sig hæmme af manglen på “autoriseret” redskab.

GARNET
I Japan vævedes traditionelt med plantefarvet silke, men japanere væver nu også med byron, som er viscose. Der bruges mange tråde meget fint garn. “Garnstrengen” består af ca. 40 tråde tynd silke eller andet. Men der er mange andre muligheder. Man kan bruge amagergarn, som giver fine, blanke bånd og snore. Skal man bare øve sig er alm. bomuldsgarn 8/4, som de fleste har liggende i gemmerne, udmærket. Også her gælder det bare om at forsøge sig frem. Så længe garnkvaliteten passer til båndet og dets anvendelse. Som vesterlænding kan man væve helt uden at være bundet af traditioner. Vi har ikke overskredet grænser, når vi monterer en maru-dai med lædersnører.

BÅND OG SNORE
Båndene kan have forskellige former. Man kan lave runde snore og flade bånd. Man kan lave kantede bånd eller spiralsnore, tværsnittene kan have mange former. Og så kan man lave hule snore med og uden kærne.
Mulighederne for variationer er uendelige. De samme bånd kan væves med forskellig farveopsætning, det giver forskellige mønstre (farveeffekt). Man kan lave varianter, hvor man væver kombinationer af flere bånd.
Nogle bånd er lette at væve, andre meget vanskelige, slagenes indbyrdes rækkefølge skal følges nøje, og rapporten kan være lang. Et bånd med 16 trisser kan sagtens være lettere at væve end et med 8, det afhænger af flere faktorer om båndet er let eller svært. Nogle slag eller sammensætninger af slag føles lettere end andre. At kumihimo’e er ikke en beskæftigelse, der indbyder til livlige diskussioner under arbejdet. Og som nævnt tidligere kræver det ro og koncentration. Har man først fundet båndets rytme, oplever man vævningen som en slags meditation, fred i sjælen, ren nydelse. Men sådan er det jo med næsten alt slags vævning!

ANDRE LANDE
Uden for Japan fremstiller man bånd og snore i lignende teknikker. I Sydamerika væver hyrderne slynger i en teknik, som minder om kumihimo. De sydamerikanske bånd kan også væves på en maru-dai væv. Hyrderne, som væver de sydamerikanske bånd, bruger intet redskab. De holder garnet i venstre hånd, og væver med højre hånd. Den færdige snor vokser ud under hånden. De væver slyngerne, medens de går i bjergene og vogter deres dyr. Disse snore, som er fremstillet uden redskab, kan være meget komplicerede
På vores breddegrader har man lavet hårarbejder, smykker og brugsgenstande fremstillet af lange menneskehår. Disse smykker blev vævet på en vævetype, som minder meget om den japanske maru-dai væv. I Danmark kan man se hårsmykker på Bangsbomuseet i Frederikshavn. Hårkullornen i Dalerne holder stadig traditionen i hævd. Bangsbomuseet har udgivet en bog om disse kvinder og hårarbejder.