Vævning er et meget gammelt håndværk. Menneskene vævede allerede for 9.000 år siden.
I Danmark har man vævet i 4.000 år. Der er fundet rester af dele til væve der blev anvendt i sten-alderen. Noget af det ældste stof, man har fundet i Danmark, fandt man på Egtvedpigen der blev begravet i en gravhøj vest for Vejle for 3.380 år siden. Da man udgravede gravhøjen i 1921 fandt man hendes velbevarede tøj: En kort vævet trøje og et knælangt skørt lavet af snore.
Værktøjet: Vævene
En væv består af en firkantet ramme af stolper og pinde, der enten kan placeres lodret eller vandret. Det er rammen der holder trendtrådene strakt, så man kan komme til at væve.
I jernalderen havde man en opstadvæv, der stod lænet op ad væggen. Her sikres trenden ved hjælp af vægte af sten eller ler, der bindes fast til bundter af trendtråde. Man har fundet mange vævevægte fra den sene bronzealder og fra vikingetiden. I Norge og på Island har man brugt opstadvæve helt op til vor tid.
En rammevæv er ikke mere avanceret end opstadvæven. Rammevæven består ligeledes af en ramme med en vævekam, der kan trækkes både op og ned, så der fremkommer et skel, som islættet kan komme hurtigt igennem.
Siden hen kom væve, hvor hver enkelt tråd kunne løftes for sig, så man kunne væve mere avancerede mønstre. Med den industrielle revolution kom den mekaniske væv, hvilket skabte grundlaget for tekstilindustrien med industrielle vævemaskiner.
I vævekredsen anvender vi mest en skaftevæv. På en skaftevæv er trendtrådene bundet op på skafter, som kan løftes hver for sig. For at skabe et vævemønsteret løfter man ofte flere skafter samtidig.
De simpleste skaftevæve har kun 2 skafter, og kan kun væve lærredsvævning, men man kan få væve med mange flere skafter.
4-skafts-væven er den mest almindelige, og den de fleste af os bruger i væve-kredsen. Den findes som en klapvæv, der let kan klappes sammen og flyttes – fx så man kan væve udenfor om sommeren.
Vævningen
Selve vævningen består af to trådsystemer, der er bundet (vævet) sammen.
Det ene sæt af tråde er bundet op på en væv, og går på langs af vævningen – det kaldes trend eller kæde. Det andet trådsystem opstår ved at en tråd (islæt eller skud) føres frem og tilbage på tværs af vævningen.
Der kan opstå mange forskellige mønstre afhængigt af hvordan de to trådsystemer væves ind i hinanden.
Lærredsvævningen er den mest almindelige binding. Den er nok også den ældste binding. Selv om den er enkel kan den varieres, så der fremkommer mange forskelligartede stoffer
Herunder ses forskellige eksempler på lærredsvævninger:
Lærredsvævningens variationsmuligheder kan fx være:
- Tætheden af trådene. Antallet af tråde pr cm i både trend og islæt kan varieres.
- Forskel i trådenes kvalitet. Materiale, tykkelse, og spindingens snoning (s- eller z-snoning) kan varieres i både trend og isæt.
Til de mere komplicerede vævninger kan man variere endnu flere ting:
- Trendens opsætning, det vil sige i hvilken rækkefølge trendtrådene sættes på de forskellige skafter – og hvor mange skafter der anvendes.
- Rækkefølgen på hvornår et skaft trækkes op, så de trendtråde, der sidder på skaftet kommer over islættet, eller hives ned så de kommer under.
Et eksempel på en lidt mere kompliceret type vævning end lærredsvævning er kipervævning. I kipervævning går islættet over 2 og under to trendtråde i et forskudt mønster, så der kommer diagonale linjer i det færdige stykke stof:
Der findes mange, mange andre vævemønstre, så der er rig mulighed for at finde noget der passer til hver enkelt…
Herunder ses forskellige eksempler på kipervævning:
